Tilbage til forsiden

En hardcore rockhistorie

Historien om ”Hansens Høns”, som Sven Hansen oplevede den.

 

I modsætning til succeshistorierne om Gasolin og Shu Bi Dua kommer der her en be­retning om et underdogband. Et band, der aldrig nåede højderne, men alligevel holdt ved, selvom kravet om mad og tag over hovedet krævede sit, ved siden af.

 

Man kan sige, at det begyndte med en julefest.

I 1968 havnede tre drenge i den samme realklasse på Skt. Jørgens skole i Roskilde. Ja, der var selvfølgelig flere, der havnede i den klasse, men de tre vi piller ud her, var: Michael Carlsson, Jørn Ras­mussen og jeg, sagde hunden, Sven Hansen. Vi havde en yderst vittig fysiklærer ved navn Per Jensen, som åbenbart var inde i Amerikas historie. Han syntes, at det var morsomt at kalde Michael for ”Kit Carlsson”, jævnfør den berømte nybyg­gerhelt ”Kit Carson”. Blandt vennerne blev ”Kit” til ”Kid”, altså ”Knægt”. Et tilnavn som også var hæftet på flere revolvermænd i romaner og film samt på en autentisk figur: ”Billy the Kid”. Michael var også hurtig på aftrækkeren, når han fik en guitar i hånden. ”Kid” blev hans kælenavn blandt venner og er det stadig. Jørn fik lov til at be­holde sit navn, mens jeg, efter at bandet tog navnet Hansens Høns, ofte blev tiltalt og omtalt som ”Svenansen”, en sjusket sammentrækning af for og efternavn som ef­terhånden udviklede sig til en slags øgenavn.

Jørn og Michael havde allerede beskæftiget sig med musik i et godt stykke tid. Michael havde gået til guitarundervisning i 4 år og Jørn i et eller to. De boede ved siden af hinanden og havde leget sammen siden de var små, bl.a. havde de leget popgruppe i det sidste par år og i december 1968 inviterede de klassen og parallelklassen til julefest i Kælderen hos Jørn, hvor de stillede op og spillede et par numre for de imponerede kammerater. Som jeg erfarede senere, var det normale Forstærkeranlæg Jørns båndoptager, en Beocord 1100 med en ud­gangseffekt på hele 10 watt, men ved denne højtidelige lejlighed havde Michael, til overflod, lånt sin storebror Lennarts båndoptager, en lidt ældre B&O, vistnok med en lidt min­dre udgangseffekt. Efter nogle få numre gik man over til at spille plader, men succe­sen var hjemme.

Jeg kunne ikke spille noget som helst, men havde engang fået at vide at jeg sang godt. Det var godt nok inden stemmen gik i overgang, men det så jeg stort på, da jeg, efter at have gået rundt om mig selv et par uger, udløste mine diffuse ambitioner ved, at henvende mig til Jørn og Michael og spørge: ”Æh… Er det ikke svært at synge og spille samtidigt?” Svaret var lidt svævende, men jeg fortsatte: ”Jaeh… for jeg kunne godt tænke mig at prøve at”… Til min store overraskelse sagde de bare ja, til­syneladende uden forbehold og efter et stykke tid fandt vi på at samles til den før­ste øveaften, i kælderen hos Jørn i februar 1969. Jeg havde alligevel en god del af teenagerens generthed, ved at skulle stille mig op og synge, så jeg havde taget tre pilsnere med, for at løse lidt op for situationen. Senere skulle der lidt mere til, men det kommer der mere om.

Midt i morskaben kom Jørns mor ned i kælderen for at hente noget i et skab med for­hæng. Hun trak forhænget væk og stirrede direkte på Michaels halvkonsumerede pils, der var stillet diskret af vejen. Hun så strengt på sin opløbne søn og spurgte: ”Er det din”? Jørn påtog sig loyalt ejerskabet og den strenge moder bortførte flasken, fulgt af Michaels sørgmodige blik. Jørn og jeg havde begge drukket vores øl og gemt de tomme flasker. ”Således begyndte sagaen om Hansens Høns”!!!

Michael og Jørn deltes broderligt om Jørns Beocord 1100, mens jeg sang igennem min egen båndoptager af mærket Philips Major (udgangseffekt: 2,5 watt). Efter et par måneder, blev det alt for åbenbart, at den ene overgangsstemme var lige så begræn­set som den anden. Jørn havde taget sig af sangen, før jeg kom med, og det var ty­deligt, at sangerbyttet ikke tilførte bandet noget væsentligt, men hvad kan man gøre, når stemmen knækker, hvis man ikke hele tiden passer på? Jørn og Michael begyndte at lægge pres på mig for at få mig til at spille trommer, da det jo, mildt sagt, ville være væsentligt at få tilført en trommeslager.

 

Jeg havde nu fået gang i de galopperende ambitioner. Jeg havde udsigt til et ret fedt feriejob i re­stauranten i Zoo i København og havde planer om at købe mig en knallert og et elor­gel. Jeg boede på et børnehjem, Nebs Møllegårds afdeling i Roskilde og regnede med, at de ville bevilge den nødvendige undervisning, når jeg først havde købt instrumentet. Det rakte feriejobbet jo nok ikke til. Desværre mente man på hjemmet og, som det viste sig, med rette, at musikken ville splitte min koncentration om skole­arbejdet. Derfor: Nul orgelundervisning, hvorefter jeg opgav orglet.

Min drømmeknallert var en ”Kreidler Florett”, naturligvis den dyreste på markedet og da jeg opgav tanken om at spille orgel, besluttede jeg at koncentrere mig om at tjene penge til sådan en. Jeg sagde ”OK så spiller jeg trommer”. Jeg gjorde mig ikke nogen tanker om, at en ordentlig trommeslager jo skal have et ordentligt udstyr og at det faktisk også koster en hel del penge. Trommerne var noget jeg sagde ja til i resigna­tion og Michael og Jørn lød som om, de havde et eller andet i baghånden.

Efter at jeg havde givet efter, skulle der så ske noget særligt den næste øveaften. Da jeg ankom, blev jeg modtaget af Jørn, der sagde: ”Der står noget til dig nede i kælderen”. Jeg gik, lidt spændt, ned af trappen og mødte det underfulde syn: Jørn havde lavet en opstilling med sin mors vaskebænk, hvor han, med ståltråd, havde fastspændt to mindre plasticspande med bunden i vejret. Foran vaskebænken, på gulvet, stod en stor plasticgulvspand, ligeledes med bunden opad. Ved siden af stod et interimistisk og vakkelvornt stativ med to runde aluminiumsskiver, den ene med huller rundt langs kanten med små bolte i så de kunne rasle, som et såkaldt sømbæk­ken. Kompletterende, havde Jørn berøvet to bøjler deres tværpinde til at hænge buk­ser på. Disse pinde var vedlagt som trommestikker. ”Bækkenerne” var engang blevet fremstillet af den fingernemme far til en gammel klassekammerat, som havde dunket spande i ban­det i fortiden. Dagen kom, hvor Jørns mor konfiskerede ”trommestikkerne”. Hun skulle bruge dem. Jørn gik beslutsomt ud i haven og brækkede et par grene af et træ, så trioen ikke blev hæmmet i de seriøse musikalske bestræbelser.

Nu kunne karrieren begynde. Vi havde to guitarer, en 10 watts båndoptager og et ”trommesæt”. Jørn spillede bas på de to dybe strenge på sin Höffner blokguitar, De andre strenge var sprunget og han manglede, i lang tid, penge til nye. Michael spillede på sin akustiske Oscarteller, hvor en guitarmikrofon var fastspændt i lydhullet. Bandet var hermed skabt efter datidens mest udbredte recept: ”Han spiller godt på guitar, han kan spille lead”. ”Han spiller ikke helt så godt, han kan spille bas”. ”Han kan ikke no­get som helst, så han kan blive trommeslager”.

Efter at jeg, med entusiasme, havde trakteret plasticspandende i et stykke tid, fik Jørn og Michael kontakt med en dreng der hed Niels Astrup. Han besad den væsentlige kvalifikation, at han faktisk havde trommer. Dvs. en lilletromme og et bækken. Jeg måtte så hente min Philips Major og begynde at synge igen.

Kort før sommerferien meddelte Niels, at han skulle flytte til en anden del af byen og derfor ikke kunne fortsætte i bandet efter ferien. I løbet af sommerferien opdagede jeg, at der faktisk blev et væsentligt overskud efter købet af den eftertragtede Kreidler. Jeg købte en lilletromme og et bækken for så, kort efter, at opdage, at det absolut ikke er nok, hvis man skal spille rock, eller beat som det hed dengang. Perso­nalet på Nebs syntes ikke at Jeg allerede skulle skifte lilletrommen ud og bruge mine penge på et helt trommesæt: ”Du har jo langtfra udtømt mulighederne i lilletrom­men”. ”Hvilke muligheder? Det er ikke noget marchorkester vi har. Man kan ikke spille beat uden et helt sæt”. ”Hvorfor købte du så lilletrommen”? ”Fordi jeg ikke vidste bedre”. ”Jamen ved du det nu, allerede efter en måned? Hvad nu hvis I ikke fortsæt­ter med at spille”? Så kan man da ikke købe noget som helst. Hvad nu hvis du holder op med at køre bil? Det er i øvrigt mine penge, jeg har selv tjent dem”. Osv. osv.

Til sidst gik de med til, at jeg gik op til Pelle Stokvis og købte et brugt trommesæt, et Lefima til den fyrstelige sum af 650 kr. (”Og det var mange penge dengang”!)

Det var en mindeværdig stund, da trommerne skulle stilles op første gang: ”Øhh… Gad vide om ikke den skal stå der? Så skal denne her sikkert være der og den dims der. Jaeh.. det må vist være sådan”.

Der var stadig lidt overskud og nu var det min tur til at lægge pres på kammera­terne. ”Hvis vi nogensinde skal ud at spille, kan vi altså ikke nøjes med en båndopta­ger som forstærker til både guitar og bas. Vi må splejse til en rigtig forstærker”. Hverken Michael eller Jørn havde den fandenivoldskhed der skulle til for at gå ud og søge feriejob i restaurationsbranchen. Til gengæld havde de et nært reelt forhold til et be­greb som jeg kun kendte fra skønlitteratur og reklamer fra pengeinstitutter: ”Spare­penge”. Disse midler kunne de naturligvis ikke disponere frit over. De måtte først overtale deres ophav. Heldigvis gik det. De fornuftige forældre kunne jo også godt se, at hvis drengene skulle have noget ud af den hobby, måtte de have noget at gøre det med. Bandets første guitarforstærker, en brugt Dynacord Jazz på 15 watt, blev ind­købt hos Stokvis, for 450 kr. (”Og det var mange penge…) Hver af de håbefulde musi­kere erlagde en tredjedel, hvorefter bandet blev opsagt fra øvelokalet!!! Jørns forældre syntes at musikken var larmende og uforståelig. De syntes, at det var godt, at deres søn havde sunde interesser, men gruede for den forventede 50 procents forøgelse af  udgangseffekten i kælderen, hver Torsdag aften, plus det løse. Drengene måtte finde et andet sted at spille.

Ved hjælp af afdelingslederen Leon Laursen på Nebs blev der formuleret en ansøgning til skolefor­valtningen og vi fik så lov til at øve i et klasselokale på Skt. Jørgens skole, hver torsdag aften. Mit ambitionsniveau nåede nu nye højder og jeg begyndte at presse på for køb af en lækker forstærker, som jeg havde set i København og som vi nok skulle kunne skillinge sammen til. (den kostede kun 1200 kr.) Det lykkedes mig at vride ar­mene om på Jørn og Michael og få dem med ind at se på dyret. Nu sagde deres forældre imidlertid stop for yderligere brug af sparepengene. jeg forsøgte at få drengene til at lægge mere pres på de gamle, men Jørn ytrede, at det var fint med alt mit initiativ, men foreløbig var grænsen nået. Vi nøjedes altså med Dynacorden og båndoptage­ren.

 

Nu var Michael og Jørn begyndt at tro på projektet og se hvad vej det hele kunne gå. De begyndte at bekymre sig om den lydmæssige helhed. De talte oftere om at der var brug for en rytmeguitarist. Jeg foreslog en elorganist i stedet og Michael slog syv kors for sig. Vi blev altså ”enige” om at finde en guitarist der kunne fylde ud med nogle akkorder.

På skolen fandt vi en gut der hed Per Karlsen og den første aften der skulle prøves med ham, blev Jørn syg. Der var imidlertid adskillige fordele ved at have hovedkvarter på Skt. Jørgens skole. Skolen var centrum for folkeskolens frivillige musikundervisning, der havde flere en­sembler. Michael spillede i guitarorkesteret, som indeholdt en talentfuld og dygtig bassist ved navn Bjarne Nielsen. Michael fik lynhurtigt fat på Bjarne, som indvilligede i at stille op som vikar. Han medbragte, oh under, orkesterets elbas, ikke en guitar med to strenge, men en rigtig Höffner elbas og en forstærker.

Per Karlsen medbragte sin egen forstærker, så aftenen foregik i en stemning af overflodseufori. Selvfølgelig syntes både Michael og jeg, at det var en strålende ide at beholde Per som guitarist.

Jørn blev rask og kom tilbage. Efter et par øveaftener blev det åbenbart, at det med akkorderne ikke var Per Karlsens stærke side. Han havde lært sig en masse solofigu­rer fra forskellige plader, men rytmespil var en by i Rusland. Samarbejdet blev op­sagt. Michael og jeg gik bekymrede rundt i skolegården og vævede omkring temaet: ”Hvad fanden skal vi nu gøre”? Jeg, forsigtigt: ”Kan Jørn ikke spille rytme, tror du, han vil det”? Michael, vrissent: ”Hvem faen skal så spille bas”? Jeg, forsigtigt: ”Hvad med ham der Bjarne, tror du han vil”? Michael, begejstret: ”Ja for faen, jeg får fat i ham. Vi snakker med Jørn”.

Bjarne blev inviteret til endnu en øveaften og dermed overtalt til at slutte sig til ban­det. En tillægsfordel var, at da han var den eneste der, udover læreren, spillede på kommunens elbas, brugte han den, stort set, som var den hans egen.

Efterhånden fik man samlet en del grej sammen, som jo fyldte en del og som skulle forvares sikkert. Efter opsigelsen fra kælderen hos Jørns forældre i Vestergade 73, fandt man lagerplads hos Michaels forældre i nr. 71. Jørn og Michael byggede en stor trækasse, som de satte på fire barnevognshjul. Dette transportmiddel blev så, hver Torsdag, skubbet ca. en km. op ad bakke fra Vestergade til Skt. Jørgens skole og til­bage igen efter endt øveaften, indeholdende Trommesæt, forstærker, båndoptager og hjemmebygget højttalerkabinet mm. På et tidspunkt fandt vi på at fjerne de forreste barnevognshjul og binde køretøjet efter min Knallert. Så gik det hele lidt hurtigere.

Da jeg sluttede sig til dem i februar, hed bandet ”The Matches”. Michael og Jørn ville gerne skifte navn og jeg foreslog ”The Bright Sparks” (De klare Gnister), som blev vedtaget, selvom vores meget vittige klassekammerat, John Würtz Sørensen ( ofte kaldet John Wurst) foreslog, at vi skulle hedde ”Hansens Høns”.

Udover den intensive øvning, blev der lyttet en del til de lokale bands som var godt i gang og som vi så op til. Bl.a. var vi ofte lyttende gæster i kælderen under vuggestuen Skt. Hansgade 40 hos Group Sixty-Six, som var et etableret band med stort repertoire og mange jobs. De bestod på det tidspunkt af Klaus Kruse som sang og spillede hammondorgel, Jesper Petersen på guitar, Per Skyttebo på bas og Per Ja­cobsen på trommer.

 

En efterårsaften i 1969 havde man på Nebs, planlagt en fest med en del aktiviteter. Jeg meldte afbud med den begrundelse, at jeg skulle øve med bandet. Personalet gjorde hvad de kunne for at overbevise mig om, at jeg, som en af de ældste, behø­vedes i forbindelse med nævnte aktiviteter. Jeg holdt på mit, indtil nogen kom op med det columbusæg, at jeg da bare kunne få bandet med til festen. Jeg ringede til de andre, som straks pakkede ”bandvognen”. Jeg hentede læsset med knallerten og vores første gig var en realitet. Efter den store succes, besluttede Leon Laursen, at vi skulle honoreres med den fyrstelige sum af 30 kr. (og det var mange… eller var det?)

Nebs Møllegårds Roskildeafdeling havde til huse i Sankt Hansgade 38 og var altså nabo til vuggestuen i nr. 40. En Lørdag eftermiddag kom Jeg ud ad hoveddøren, for­nemmede en kraftig basrystelse fra nabogrunden. Troede, det var Sixty-Six der øvede og gik straks over for at søge audiens. Det kunne godt være svært, da det afhang stærkt af Klaus Kruses øjeblikkelige lune. Til min store overraskelse, blev jeg meget hjerteligt modtaget af en gut, der havde et par trommestikker stikkende op af sine støvler og som præsenterede sig som Bjarne Duncan. Da jeg kom med ind i lokalet, mødte jeg yderligere Bassisten Jens Erik Hellskov, kaldet ”Jensen” og guitaristen Jan Andersen.

Da de havde spillet et par numre, blev der banket på igen. Duncan forsvandt ud og lukkede en fyr ind der snakkede alvorligt med dem. Lidt efter pakkede de instrumen­terne og gjorde klar til at køre. Da jeg skulle til at gå, sagde Duncan: ”Skal du ikke med”? ”Øh jo sagde jeg, hvorhen”? Det viste sig, at bandet som kaldte sig ”Out”, pludselig skulle spille til et kæmpe arrangement i Skt. Jørgens skoles festsal. Sådan gik det til, at jeg, ved et rent tilfælde, kom gratis ind til noget, der måske er det største enkeltdagsarrangement, der har været afholdt i Roskilde.

Det begyndte med lokale bands, som Out, Sixty-Six og et helt nystartet Dr. Dopo Jam. Dernæst kom der større danske navne som Day of Phoenix mm. Det hele endte sent på aftenen med et utroligt hot engelsk navn: Jon Hisemans Colosseum.

Nogen af de første jeg Løb ind i, da jeg ankom, var de betalende gæster Jørn og Michael. Det korte af det lange er, at gutterne i ”Out” påtog sig rollerne som en slags storebrødre og supportere for de noget mere uerfarne ”Bright Sparks”.

Da vi skulle spille til vores klasses juleafslutning om formiddagen d. 20. de­cember 1969, havde vi lånt det meste af anlægget af Out. Bjarne Duncan havde til­lige stillet os i udsigt, at vi skulle med på Kemps Garverier om aftenen og varme op for Out og derved få en del publicity. Kemps Garverier var nedlagt og fungerede nu som et meget primitivt, men super hot, spillested og tilholdssted for en del unge mennesker som eksperimenterede med en del forskelligt.

Desværre havde Jørn fået halsbetændelse. Han fik, efter en del betænkeligheder, lov til at være med til juleafslutningen om formiddagen, men hans forældre nedlagde veto mod at han kom med på Kemps om aftenen. vi besluttede, uklogt, at gennem­føre uden ham. Duncans ord da vi pakkede bilen: ”Nu skal I bare se gutter. Nu kom­mer der publicity på drengen”.

Efter det første nummer klappede de tre medlemmer af Out helt vildt og fik dermed resten af forsamlingen godt med. Efter det andet nummer var det kun hjørnet hvor Out sad der klappede. Efter tredje nummer var det kun de tre fra Out der klappede og efter fjerde nummer var de desværre faldet i snak og glemte at klappe… Tavshed…  Tre slukkede gnister så på hinanden og Michael sagde: ”Lad os pakke og tage hjem”.

Medens vi pakkede kom der en fyr hen, kiggede smilende på os og sagde: ”Nå! Nu skal I nok hjem og øve jer hvad”?

 

En lille måned senere var Duncan der igen. Bright Sparks skulle med til et stort arran­gement med en masse lokalbands i A.I.R. huset (Bryderklubben) i Roskilde. Nu var det min tur til at lægge mig syg. På Nebs syntes de ikke, at jeg skulle ud at spille med influenza og 40 i feber, så jeg fik en lodret ordre til at blive i sengen. Gnisterne måtte hurtigt finde en vikar. Det blev en temmelig erfaren trommeslager ved navn Jes Buch Pedersen som også gik på Skt. Jørgens. Michael har gjort et notat om at det gik ”jævnt godt”, så det har ikke været en ren katastrofe. Et par andre gigs gik ganske fredsommeligt, alligevel havde vi fået en fornemmelse af, at navnet Bright Sparks måske var blevet lidt belastet. Der skulle vælges et nyt navn.

Diskussionen foregik i skoletiden, der havde vi jo masser af tid og den vittige John blandede sig igen med sit ”morsomme” forslag om Hansens Høns. Det nye navn blev ”Space”.

Kort efter øvede vi med det nydøbte Space i vores tildelte klasselokale, samtidigt med at Group Sixty-Six spillede til skolefest i festsalen. Da Sixty-Six holdt første pause kiggede Guitaristen Jesper Petersen over til os og sagde hej. Da vi havde pjattet lidt og Je­sper skulle tilbage, råbte Jørn grinende efter ham: ”Jesper hvis I har brug for nogen pauseklovner, så sig bare til”. Jesper stoppede op et kort øjeblik og sagde: ”Jeg skal snakke med Klaus” og forsvandt ud ad døren. V grinede og genoptog øvnin­gen.

Kort efter kom der besked om at, hvis vi ville spille i næste pause, skulle vi stille ved sidedøren lige ved scenen, iført guitarer og trommestikker. Så ville vi komme på som en overraskelse.

Klaus Kruse præsenterede os og publikum, som bestod af 7. klasser, var ellevilde. Ugen efter skulle Sixty-Six spille ved 6. klassernes skolefest og vi blev igen invite­ret med som pauseklovner. De lokale bands i Roskilde var faktisk meget søde ved hinanden.

Navnet Space viste sig at være lidt problematisk. En del havde fået det galt i halsen og vi måtte lide den tort at høre os omtalt som ”Old Spice”, et stærkt opre­klameret mærke i deoeorant og barbersprit. Hvad skulle man gribe til? Nyt navn!

Den, alt mere muntre, hjælpsomme John kom med sit indspark fra sidelinien: H… og vi valgte at hedde ”Burn”. Kort efter erkendte vi, at navnet lå for tæt op ad ”Burning Red Ivanhoe”, et af tidens store danske bands og tænkte, at ”Bright Sparks” måske ikke var så belastet alligevel. John morede sig stadig.

Efter en tid med det gamle navn, gik vi i gang med at luge kraftigt ud i repertoiret og med en fornemmelse af at fremstå som noget forholdsvis nyt og forbedret, syntes vi, at situationen krævede, rigtigt gættet, et nyt navn. Da proklamerede Michael: ”Så skal vi s’gu også hedde Hansens Høns. Det lå i tiden med danske navne. Man havde Kajs Camping Dansk Cykelkompagni, Tjærekompagniet osv. Vi andre gik umiddelbart ind for det og ingen var vel mere målløs end gode gamle John. Siden berørte han ofte emnet: ”Økonomisk godtgørelse for lønsomme ideer”. Vi syntes imidlertid at den store ære burde være fuldt tilstrækkeligt.

Som jeg ofte har sagt: ”Vi fik aldrig mere i honorar, end vi kunne drikke op bagefter og det gjorde vi så”. Det var en tid med fest og ballade. Tiden omkring 8.-10. klasse var jo i forvejen en tid hvor der eksperimenteredes en del med de voksnes stimulanser. Vi fire hanekyllinger fik rig lejlighed til det og vi brugte den.